Konfirmation

Glædelig jul alle sammen

Jeg havde ikke planer om allerede skrive på min blog igen så hurtigt, men vi var til konfirmation i dag, og efter den oplevelse blev jeg simpelthen nød til at skrive det ned, mens det stadig var frisk i erindringen.

Søndag den 20. december

Så sidder man der på verandaen, efter man har fået en dejlig morgenmad og nyder varmen mens man læser i sin bog, ja i store træk man nyder bare tilværelsen. Så kommer Lucy (den ældste datter 18år) og siger at hun skulle spørge fra hendes onkel, om vi vil med til konfirmation om eftermiddagen, og da vi ikke havde andre planer sagde vi selvfølgelig ja tak. Vi spiser lidt frokost og skifter til en ren skjorte, og er så ellers parat til afgang.

Det viser sig så, at det ikke er hele familien som skal af sted men kun Lucy, Jacob og mig. Vi tager af sted og havde regnet med at det bare lige var oppe i byen, så vi kunne gå dertil. Men det viste sig at vi skulle med en dalla og så ellers 20 km væk, hvorefter vi skulle over i en anden dalla og 6-7 km op af en jordvej, og sidst men ikke mindst, skulle vi gå 3 km op ad bjerget. Den deodorant man havde taget på inde man drog af sted havde også mødt sin overmand, for efter 3 km i 30 grader, bagende sol, i en mørkeblå langærmet skjorte og opad bakke så var hele min krop våd af sved, men heldigvis lugter alle afrikaner lidt/meget af sved så man falder ikke så meget udenfor. På vej op spørg vi Lucy om det er hendes kusine eller fætter som skal konfirmeres? Men nej det er det ikke, det er hendes onkels vens barn som skal konfirmeres. Når okay. Men om hun så har været hos familien før? Nej det har hun ikke. Til sidst spørg vi om det er en dreng eller pige som skal konfirmeres, hun spørg sin onkel som siger det er en pige (Det viser sig så at det er en dreng).

Når men vi ankommer til vores mål (vi er langt ude så her er ingen elektricitet), og vi bliver mødt af 4-5 kvinder som skriger/råber ”LALALALALA” virkelig højt, direkte mod os. Jeg bliver helt forskrækket, og tænker om det er en form for advarsel, men Lucy siger det er deres måde at velkomme folk på.

Vi bliver så placeret helt oppe foran, helt oppe ved den nære familie, heldigvis synes Lucy det er for varmt og vi bliver flyttet ned bagerst. Vi sidder lidt tid og snakken går, der kommer en præst som siger noget på swahili. Så er det blevet faderens tur til at holde tale, og han siger et par ord til sin søn, hvor efter han vil takke hans ”speciel guest” (altså os) for at være kommet.

Så blev det tid til at vi skulle have noget at spise, og den stod på ris og en sammenkogt ret, det smagte rigtig godt, og her brugte man bare hånden til at spise med. Det er faktisk rigtig sjovt at spise med fingrene, det giver maden en ekstra dimension. Samtidig var vi til stor underholdning for de andre gæster, for vores fingrespisningsteknik var åbenbart ikke helt på højde med deres.

Så var det gave tid, først kom alle konfirmandens søskende (tror der var 5, 6 stykker) løbende mens de igen skreg ”LALALALA” med en ged mellem sig. Det var så gaven fra dem, og flere af gæsterne blev så rørte at de begyndte at græde og forlod teltet. Omkring Jacob og mig sad 8-10 unge mænd, som havde flyttet deres fokus fra hvad der skete til hvordan vi 2 ”Mzunguer” reagere på alt hvad der skete.

Så skulle alle andre give gave og jeg havde selvfølgelig ikke pung med og Jacob havde kun 10,000 sedler, så vi lånte 1000 sh hver af Lucy. Så skulle man op til den nærmeste familie og give hånd, og så smide sin gave i en kasse som stod på bordet.

Vi fandt vores pladser igen, hvorefter det så blev kage tid, og kage det ved man da hvad er, så her kunne de ikke overraske os. Troede vi. For ind kommer et fad med en udhulet ged, så der kun er skindet tilbage, men ikke nok med det, nej den er lige dekoreret lidt med nogle agurk skiver.

Når men de begyndte at skære kagen ud, og min mobil begyndte at ringe. Jeg gik om bagved og tager den og snakkede lidt med Emma og Jens (Kusine, og morbror), og mens jeg stod og snakkede kom der en dame (20-30 år) tog fat i min hånd og begynder at gå. Vi gik 30 m ned af vejen mens jeg forsætter med at snakke i telefon, hvorefter hun vender rund og trækker mig med tilbage.

I mellemtiden er ”kagen” blevet skåret ud, så jeg tager et stykke, og jeg smager hurtigt at det ikke er en ung ged, men en gammel sej bandit. Først skal det siges at jeg ikke bryder mig om smagen af ged, men det kombineret med at stykket simpelthen var så sejt at det var umuligt at tygge resulterede i at jeg måtte liste det ud af munden og smide det i hækken bag mig (og jeg er ellers en person som næsten spiser alt, og ikke er kræsen). Så skulle vi smage en anden lokal spise, som var mælk med meget kogte majs i, det lød ikke så slemt. Men da vi fik en kob, blev jeg nød til lige høre igen, og hun sagde det samme blot med den tilføjelse ” It is not fresh milk they keep it for some time, before they can use it for this” Den besked, det at se på konsistensen af drikken og vide de ikke har strøm og derfor intet køleskab, bevidstgjorde for mig at dette næppe ville være noget de danske fødevaremyndigheder ville give en elite smily. Men man kan jo ikke vide om man kan lide det før man har smagt det, så selvfølgelig smagte vi, men det er nok ikke noget jeg ville bestille hvis jeg skulle få chancen igen. (Men det var dog bedre end kagen)

Vi sad lidt igen slappede af og nød tilværelsen, da Lucy prikkede mig på skulderen og sagde nu skulle vi op sammen med konfirmandens forældre og så skal konfirmanden made os med et stykke af kagen (nærmest som til et bryllup, bare i stedet for lagkage så er her gedeskind). Men det eneste jeg tænkte på da vi gik op til konfirmanden og alle gæster (ca. 50) kiggede på os var ”producer noget spyt Klaus, så du kan synke hele stykket”. Jacob stod først og fik det første stykke, og mens konfirmanden mader Jacob står der en fotograf og tager et billede, og det gik fint. Så blev det min tur, jeg ser at han er ved at vælge et kæmpe stykke til mig, men jeg når at hviske ”kidogo, kidogo” som betyder lille på swahili (et af de eneste ord jeg kan), han stikker et lille stykke frem og jeg skynder mig at nuppe det, og sluger det hurtig så jeg ikke skal smage på det. Problemet viser sig så at være, at det gik så stærkt at fotografen ikke nåde at tage et billede, og beder os derfor gøre det igen. Men jeg blev nød til sige stop, for ellers frygtede jeg, at det hele ville komme retur.

Dagen er så ved at være over og vi skal til at bevæge og hjem igen, men da vi skal af sted kommer der flere familiemedlemmer, som vil fotograferes sammen med os. Fx kom forældrene til konfirmanden og ville fotograferes, og det sjove var så at faderen tog fat i Jacobs hånd og flettede hans finger med Jacob, så på det billede ser Jacob måske en smule mellemfornøjet ud.

Men det må siges at være en af de mest interessant konfirmationer jeg har været med til.

Vi har også oplevet andre spændene ting, fx var vi til et muslimskbryllup, men det var ikke nær så underholdende som denne konfirmation.

Dette er sikkert også den sidste blog i 09, da vi drager til Zanzibar den 27. for at fejre nytår der.

Så derfor vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en rigtig god jul og godt nytår. Håber i nyder jeres juleand.

PS. Så den eneste jul man ikke er i Danmark, så ser i ud til at få hvid jul. Skod