It is Kili time!

Så kom tiden til en af de ting jeg har set absolut mest frem til, nemlig at prøve kræfter med Mount Kilimanjaro. Vi var en gruppe på 6 personer som bestod af Bertil, Maria (de to teologistuderende) Marias to veninder, Jacob og undertegnede.
Turen startede lørdag morgen, hvor vi fik morgenmad her på vores restaurant, vi havde aftalt med selskabet (Shidolya) at de kunne komme og hente os her. Ved 10 tiden ruller der så en hel bus hen og standser foran restauranten, da vi går ind i bussen er den fyldt med afrikanere, vi bliver hurtige enige om at de ikke alle sammen kan være til os. Men da vi senere snakker med vores guide fortæller han os at de alle sammen er til os, så til os 6 danskere har vi 23 afrikanere med. Så føler man sig pludselig utrolig hvid, men grunden til der var så mange var bl.a. at der er stramme regler omkring hvor meget bærerne må bære. Det er meget rart at der er nogle bestemmelser for hvad de må bære, så man ved de ikke udnytter disse drenge. Men efter at have pakket diverse ting i vores rygsæk startede vores tur for alvor.
En ting som mange nok bliver overrasket over når de skal bestige et bjerg, er hvor utrolig langsom man skal gå. Først ligger det slet ikke naturlig for en at gå så langsom, så den sætning man høre guiderne sige mest de første dage er ”Pole Pole” (Rolig rolig). Men efter man har gået dagens distance ankommer man til campen. Der vil der ofte være en snack, popcorn, kiks eller lign. til os når vi ankommer, ligeledes er vores telte var også altid slået op.
På campen lavede man ikke så meget, man slappede bare af med en bog, snakkede eller sov. Aftensmaden var rigtig god, det var som regel en suppe efterfulgt af en ris- kartoffel- eller pastaret og med frugt til dessert. Når vi så var færdig med aftensmaden var vi enlig utrolig trætte og der var flere aftener hvor kl. ikke var mere en godt 8 da vi gik i seng.
En ting der ikke var så godt på turen var vores soveforhold, eller det vil sige vores liggeunderlag, det var et underlag som man skulle kunne puste op, men det er forholdsvis svært når det er fyldt med huller. Så når teltet nogle nætter var placeret på solid klippegrund, var det ikke det varmeste eller det blødeste sted at sove. Men ellers er det at sove i telt meget anbefalelsesværdig.
Vejret på bjerget er også meget omskiftelig, hver morgen stod man op til det smukkeste klare vejr, hvor man kunne se den flotteste solopgang over Kilimanjaro. Vi befandt os også over skyerne om morgenen, så det var virkelig et flot syn. Sådan var vejret ca. til kl. 12 hvor der så blev dannet skyer opad bjerget (det skyldes at solen for vandet i skovene omkring Kilimanjaro til at dampe op og blive skyer), og efter kort tid kom der som regel nogle byger. Når mørket var faldet på forsvandt skyerne igen, og man kunne se en imponerende stjernehimmel.
Udover at gå langsom, så var det utrolig vigtigt at drikke rigtig meget vand for ikke at få højde syge, jeg vil skyde på at jeg drak 5-7 liter vand om dagen, de dage vi var på bjerget. Men det gav pote. På turen var Jacob og jeg de eneste på vores hold som ikke fik højdesyge, de andre døjede meget med hovedpine og kvalme, der var også en som brækkede sig flere gange.
En sjov episode var da Bertil spurgt vores guide, hvad han kunne gøre ved sin hovedpine, og han svarede ”drik noget vand og så lad vær med at tænke så meget”
Efter 5 dages vandring var tiden nu kommet til at vi skulle gå den sidste vej til toppen, onsdag aften gik vi i seng kl. 19, og selvfølgelig kunne jeg ikke falde i søvn, så jeg nåde kun at blunde før vi kl. 23 skulle op igen. Så var der mulighed for at få en kop te eller kakao før vi skulle af sted (vi måtte ikke drikke kaffe på turen, da koffeinen får dit hjerte til at banke hurtigere (En opgave som den tynde luft klarer rigtig flot)). Kl. 24 begyndte vi de sidste 7 km mod toppen, det er de absolutte hårdeste 7 km i mit liv nogensinde. For det første var det virkelig koldt, de frøs 10-15 grader og sådan en temperatur kombinerede med en hård vind, er rigtig koldt når man er vant til 30 grader. Den tynde luft var også hårdere end jeg havde regnet med, selv når man stod stille skulle man mere eller mindre hive efter vejret, man kunne også mærke hvordan hjertet hamrede som havde man lige løbet 10 km. Sulten og trætheden ramte mig også efter et par timer. Det var alle disse faktorer som i en kombination gjorde det ufatteligt hårdt.
Så efter 6 timer og have set folk brække sig til højre og venstre, så var vi næsten på toppen (men Kilimanjaro har en flad top, så der hvor man kommer op er ikke det højeste punkt, der er en times gang til). Jacob kom til toppen nogle personer før mig, så han stod op fejrede at have nået toppen da jeg kom op. Det udtryk der kom i hans ansigt da jeg fortalte der var 1 time endnu, kan ikke beskrives. I løbet af 10 sek. kom man gennem hele følelsesregisteret i hans ansigt.
Men efter endnu en hård time nåde vi det, Afrikas højeste punkt Uhuru Peak 5895 meter over havoverfladen. Vi havde klaret det.
Men det at få et billede med skiltet viste sig at være et større projekt, for der var helt vildt mange mennesker (ca. 50), så det blev noget med 1 billede og så bare håbe på det blev godt.
Jeg havde også slæbt en lille flaske Gammel Dansk med til toppen, så nu tror jeg på at jeg er en af de få som har drukket Gammel Dansk i flere km´s højde.
Turen ned blev også rigtig hård, især fordi vi valgte at gå hele vejen ned på en dag i stedet for at tage en overnatning. Men 7 km op og små 30 km ned på en dag, i et par støvler man har lånt satte også sine spor på mine fødder, med et x antal vabler.
Jeg kan ikke mindes en nat hvor jeg har sovet så godt, som jeg sov den nat vi kom ned.
Men nu hvor det hele er godt overstået og vi nåde toppen, er det alle pengene værd. Men jeg må erkende at da man stod i det, var det hårdere end jeg havde regnet med, man kan ikke sammenligne det med Mount Kenya. Men nu kan man jo næsten kalde sig erfaren bjergbestiger med Afrikas to højeste bjerge på sit CV.
Det var lige hvad jeg havde og berette, om vores Kilimanjaro tur. Samtidig kunne det også godt ende med at blive den sidste blok. I skrivende stund (21-2) er der kun lige godt 2 uger tilbage af opholdet, så jeg tror i må høre de sidste oplevelser mundtligt.
Jeg er glad for at jeg har skrevet denne blok, selvom det måske ikke er det jeg har haft mest lyst til, så har det tvunget mig til at tænke nogle episoder igennem en ekstra gang, hvilket har været meget sundt. Jeg vil gerne sige tak til dem som har fulgt min blog, og især dem som har sendt mig en sms, mail eller har ringet til mig.
Men det var alt fra denne omgang, vi ses i Dk.
/Klaus