Jeg havde ikke planer om allerede skrive på min blog igen så hurtigt, men vi var til konfirmation i dag, og efter den oplevelse blev jeg simpelthen nød til at skrive det ned, mens det stadig var frisk i erindringen.

Søndag den 20. december

Så sidder man der på verandaen, efter man har fået en dejlig morgenmad og nyder varmen mens man læser i sin bog, ja i store træk man nyder bare tilværelsen. Så kommer Lucy (den ældste datter 18år) og siger at hun skulle spørge fra hendes onkel, om vi vil med til konfirmation om eftermiddagen, og da vi ikke havde andre planer sagde vi selvfølgelig ja tak. Vi spiser lidt frokost og skifter til en ren skjorte, og er så ellers parat til afgang.

Det viser sig så, at det ikke er hele familien som skal af sted men kun Lucy, Jacob og mig. Vi tager af sted og havde regnet med at det bare lige var oppe i byen, så vi kunne gå dertil. Men det viste sig at vi skulle med en dalla og så ellers 20 km væk, hvorefter vi skulle over i en anden dalla og 6-7 km op af en jordvej, og sidst men ikke mindst, skulle vi gå 3 km op ad bjerget. Den deodorant man havde taget på inde man drog af sted havde også mødt sin overmand, for efter 3 km i 30 grader, bagende sol, i en mørkeblå langærmet skjorte og opad bakke så var hele min krop våd af sved, men heldigvis lugter alle afrikaner lidt/meget af sved så man falder ikke så meget udenfor. På vej op spørg vi Lucy om det er hendes kusine eller fætter som skal konfirmeres? Men nej det er det ikke, det er hendes onkels vens barn som skal konfirmeres. Når okay. Men om hun så har været hos familien før? Nej det har hun ikke. Til sidst spørg vi om det er en dreng eller pige som skal konfirmeres, hun spørg sin onkel som siger det er en pige (Det viser sig så at det er en dreng).

Når men vi ankommer til vores mål (vi er langt ude så her er ingen elektricitet), og vi bliver mødt af 4-5 kvinder som skriger/råber ”LALALALALA” virkelig højt, direkte mod os. Jeg bliver helt forskrækket, og tænker om det er en form for advarsel, men Lucy siger det er deres måde at velkomme folk på.

Vi bliver så placeret helt oppe foran, helt oppe ved den nære familie, heldigvis synes Lucy det er for varmt og vi bliver flyttet ned bagerst. Vi sidder lidt tid og snakken går, der kommer en præst som siger noget på swahili. Så er det blevet faderens tur til at holde tale, og han siger et par ord til sin søn, hvor efter han vil takke hans ”speciel guest” (altså os) for at være kommet.

Så blev det tid til at vi skulle have noget at spise, og den stod på ris og en sammenkogt ret, det smagte rigtig godt, og her brugte man bare hånden til at spise med. Det er faktisk rigtig sjovt at spise med fingrene, det giver maden en ekstra dimension. Samtidig var vi til stor underholdning for de andre gæster, for vores fingrespisningsteknik var åbenbart ikke helt på højde med deres.

Så var det gave tid, først kom alle konfirmandens søskende (tror der var 5, 6 stykker) løbende mens de igen skreg ”LALALALA” med en ged mellem sig. Det var så gaven fra dem, og flere af gæsterne blev så rørte at de begyndte at græde og forlod teltet. Omkring Jacob og mig sad 8-10 unge mænd, som havde flyttet deres fokus fra hvad der skete til hvordan vi 2 ”Mzunguer” reagere på alt hvad der skete.

Så skulle alle andre give gave og jeg havde selvfølgelig ikke pung med og Jacob havde kun 10,000 sedler, så vi lånte 1000 sh hver af Lucy. Så skulle man op til den nærmeste familie og give hånd, og så smide sin gave i en kasse som stod på bordet.

Vi fandt vores pladser igen, hvorefter det så blev kage tid, og kage det ved man da hvad er, så her kunne de ikke overraske os. Troede vi. For ind kommer et fad med en udhulet ged, så der kun er skindet tilbage, men ikke nok med det, nej den er lige dekoreret lidt med nogle agurk skiver.

Når men de begyndte at skære kagen ud, og min mobil begyndte at ringe. Jeg gik om bagved og tager den og snakkede lidt med Emma og Jens (Kusine, og morbror), og mens jeg stod og snakkede kom der en dame (20-30 år) tog fat i min hånd og begynder at gå. Vi gik 30 m ned af vejen mens jeg forsætter med at snakke i telefon, hvorefter hun vender rund og trækker mig med tilbage.

I mellemtiden er ”kagen” blevet skåret ud, så jeg tager et stykke, og jeg smager hurtigt at det ikke er en ung ged, men en gammel sej bandit. Først skal det siges at jeg ikke bryder mig om smagen af ged, men det kombineret med at stykket simpelthen var så sejt at det var umuligt at tygge resulterede i at jeg måtte liste det ud af munden og smide det i hækken bag mig (og jeg er ellers en person som næsten spiser alt, og ikke er kræsen). Så skulle vi smage en anden lokal spise, som var mælk med meget kogte majs i, det lød ikke så slemt. Men da vi fik en kob, blev jeg nød til lige høre igen, og hun sagde det samme blot med den tilføjelse ” It is not fresh milk they keep it for some time, before they can use it for this” Den besked, det at se på konsistensen af drikken og vide de ikke har strøm og derfor intet køleskab, bevidstgjorde for mig at dette næppe ville være noget de danske fødevaremyndigheder ville give en elite smily. Men man kan jo ikke vide om man kan lide det før man har smagt det, så selvfølgelig smagte vi, men det er nok ikke noget jeg ville bestille hvis jeg skulle få chancen igen. (Men det var dog bedre end kagen)

Vi sad lidt igen slappede af og nød tilværelsen, da Lucy prikkede mig på skulderen og sagde nu skulle vi op sammen med konfirmandens forældre og så skal konfirmanden made os med et stykke af kagen (nærmest som til et bryllup, bare i stedet for lagkage så er her gedeskind). Men det eneste jeg tænkte på da vi gik op til konfirmanden og alle gæster (ca. 50) kiggede på os var ”producer noget spyt Klaus, så du kan synke hele stykket”. Jacob stod først og fik det første stykke, og mens konfirmanden mader Jacob står der en fotograf og tager et billede, og det gik fint. Så blev det min tur, jeg ser at han er ved at vælge et kæmpe stykke til mig, men jeg når at hviske ”kidogo, kidogo” som betyder lille på swahili (et af de eneste ord jeg kan), han stikker et lille stykke frem og jeg skynder mig at nuppe det, og sluger det hurtig så jeg ikke skal smage på det. Problemet viser sig så at være, at det gik så stærkt at fotografen ikke nåde at tage et billede, og beder os derfor gøre det igen. Men jeg blev nød til sige stop, for ellers frygtede jeg, at det hele ville komme retur.

Dagen er så ved at være over og vi skal til at bevæge og hjem igen, men da vi skal af sted kommer der flere familiemedlemmer, som vil fotograferes sammen med os. Fx kom forældrene til konfirmanden og ville fotograferes, og det sjove var så at faderen tog fat i Jacobs hånd og flettede hans finger med Jacob, så på det billede ser Jacob måske en smule mellemfornøjet ud.

Men det må siges at være en af de mest interessant konfirmationer jeg har været med til.

Vi har også oplevet andre spændene ting, fx var vi til et muslimskbryllup, men det var ikke nær så underholdende som denne konfirmation.

Dette er sikkert også den sidste blog i 09, da vi drager til Zanzibar den 27. for at fejre nytår der.

Så derfor vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en rigtig god jul og godt nytår. Håber i nyder jeres juleand.

PS. Så den eneste jul man ikke er i Danmark, så ser i ud til at få hvid jul. Skod

Saa har jeg fundet lidt tid til at skrive lidt paa min blog igen. Der er gaaet et stykke tid siden sidst, saa i kan naesten regne ud at vi har oplevet en del.

Efter Mt. K gik der det meste af en uge foer man var helt paa toppen igen, saa det var lidt sloevt med de fysiske udfoldelser i den uge. Vi var ogsaa begyndt paa den sidste del af opholdet paa Daraja i Kenya, men som den foerste del var det super sjovt og man fik en masse oplevelser.

Vi var bl.a. en tur ude ved de lokale hvor vi skulle spise aftensmad, men vi skulle ogsaa hjaelpe med at lave alt maden. Vi blev delt op i grupper paa 3 dansker og blev derefter fulgt ud til familierne. Vi fik hilst paa familien, og synes det var et fin sted vi var kommet ud, hun viste os hvor koekkenet var og vi skulle lige til at gaa ind men blev bedt om at vente, saa gik konen lige ind og ud kom 5 faar og 3 hoens. Vi skulle lave Chapati, som er et broed man laver paa en pande, med noget groensags tilbehoer. Alt maden skulle laves over et lille baal som var inde i hytten, saa efter 10 min saa sad vi alle 3 med vand i oejnene, dels pga. vi snittede loeg, men mest pga af roegen. Men jeg tror ikke hoensne var tilfredse med at de ikke maatte vaere i koekkenet, for flere gange tog de chancen og loeb tvaers over dej, gryder og baal for at komme ind. Det var sjovt at proeve at lave mad paa den maade, men Thomas og mig havde det ogsaa lidt godt, de er ikke saa vant til drenge laver mad, saa det var Josefine som trak det store laes.

Den naestsidste dag vi havde paa Daraja, blev vi ogsaa inviteret til thanksgiving. Det var min foerste thanksgiving, og det var super hyggeligt med godt selvskab og rigtig god mad. Man foelte sig rigtig velkommen og naesten som en del af familien. Mr. D (ejeren af skolen) giver virkelig de piger en chance som er helt ekstrem, for de fleste er det naesten den eneste de har (2 dage foer vi skulle afsted blev en af pigerne sendt hjem da hendes storebror doede, formentilig af AIDS, sidste aar doede hendes far i et trafikuheld, og for 5 aar siden doede hendes mor af meningitis, saa nu er hun den aeldste i den soeskendeflok). Men det er naesten ikke til at fatte at pigerne har det super humoer og den glaede, naar man taenker paa hvad de har vaeret igennem.

Den sidste aften foer vi skulle afsted, havde vi bestemt os for at vi skulle i byen og have et par oel. Vi startede mad at tage ud og spise, hvor vi fik 3 retter super laekker mad til ca 70 kr, og en halv litter oel kostede 10 kr. Saa der smuttede et par stykker af dem ned. Efter det tog vi en taxi i byen, ind paa et diskotek som var super moderne, hvis det ikke var for alle afrikanerne ville jeg tro man var i et vestlig land. Men vi drak lidt mere og var efterhaanden ved at vaere i ret god stemning. Saa jeg gik op for at oenske Bon Jovi Living on a prayer, men sangen kom aldrig, tvaerdimod kom der en dame som stak mig en mikrofon, og i det sekund jeg tager imod den, gaar det op for mig at jeg skal op og synge karaoke. Saa der staar jeg hvid mand, har faaet stoppet musikken for at synge karaoke! Heldigvis kommer Thomas S og hjaelper mig gennem sangen. Resten af aftenen loed paa flere oel og kl 4 tog vi paa hotel og sov.

Saa var tiden kommet for at vi skulle til Dar es Salaam, vi ankom kl 10 loerdag morgen. Vi tog ud i et kaempe shoppingcenter som var fyldt med vestlige butikker, og der var pyntet op til jul saa det var en helt som at vaere hjemme igen.

Vi bor paa MS guesthouse i Dar som er et dejlig sted som ligger 200 m fra havet, apropos havet saa var vi en tur ved stranden i soendags. Det var den mest laekre bounty strand, med palmer og lysseblaat vand, og det gjorde heller ikke noget at en oel kun koster 8 kr og blev bragt ned til din strandstol. Saa det var en lidt anden foerste advent end man er vant til i Danmark. Men… naar man opholder sig ved standen i 6 timer, saa er vand noget man skal drikke meget af. Det havde jeg aabenbart ikke gjort, saa jeg fik vel hvad man kalder god gammeldags solstik… Meget ubehagelig, saa hele soendag aften og hele mandag, var jeg svimmel og havde kvalme. Men nu er jeg frisk igen, og jeg skal nok drikke rigligt med vand nu. 

Men varmen er helt ekstrem her nede, man sveder konstant. Saa jeg glaeder mig til at komme til Arusha, hvor temperaturen er paa ca 25, 26, 27 grader. Da vi skulle bestille billetter til turen til Arusha, skulle vi en tur forbi busterminalen her i Dar, og det var noget af en oplevelse. Gennerelt har folk vaeret mere afslappet her i Tanzania end de var i Kenya, men da vi var paa busterminalen var det som at gaa ind i en anden verden. Der stod 15 maend som gerne ville saelge billetter til os, men de var ekstrem aggressive, og det hele kulminerede da 2 maend begyndte at slaas fordi de ville saelge til os. Det var ret vildt, men Jacob og mig fandt det enlig ogsaa meget underholdende. Billetten til Arusha kostede 25000 tsh (100 kr) og det er en tur der tager mellem 7 og 10 timer.

I morgen tager vi som sagt til Arusha, og skal moede vores familie som vi skal bo ved de naeste 3 maaneder, saa det bliver sjovt at se hvad de er for nogen.

Jeg har ikke mulighed for at ligge billeder ind, paa denne computer som jeg bruger her, men skal proeve og se om jeg ikke en gang i denne eller naeste uge kan faa dem lagt ind.

Glaedelig 2. decmber til jer alle

/Klaus

Ps. Hvis der er stavefejl i min tekst, saa er her steder i kan klage;

Charlotte Bork Høvsgaard (laerer paa htx)

Mor og far for at undlade at give mig de gener saa man staver rigtig

Microsoft for ikke lave dansk stavekontrol i alle deres office-pakker

Undertegnede kan ikke stilles til ansvar!

Så er det tid til en lille opdatering igen, vi oplever simpelthen så meget, så hvis jeg skulle berette om det hele ville det nærmest blive en mindre bog. Så jeg har plukket lidt ud som jeg synes kunne være sjovt for jer at høre.

Daraja er efterhånden ved at blive vores afrikanske hjem, man er begyndt at komme ind i en dagligdags rutine. Vi starter ofte dagen med en lille løbetur, det er ret hårdt da vi bor i 2000 m højde, man kan tydeligt mærke den tynde luft. Men en løbetur er ikke som i Danmark, for det første så, hilser man på alle man møder, selv om man aldrig har mødt dem før, for det andet så bliver man over begloet, og for det tredje så risiker man at støde på dyr man normal ikke ser. Fx var Jacob og mig ude på en lidt længere tur en dag, da en gruppe på 10-15 bavianer valgte at krydse vejen. Zebra, kameler og giraffer lever også her i området, så dem ser man også tit. Efter morgenmad har vi undervisning, som forsætter efter frokost, det lyder måske lidt tørt men det er meget alsidig undervisning, så det er ikke så slemt.

Vi har også været omme på den lokale skole hvor vi skulle undervise et par timer, jeg skulle undervise i blodkredsløbet. Det var en sjov oplevelse, at komme ind i en klasse med 51 børn, som alle rejser sig om når man kommer ind. Men de sagde ikke en lyd under hele undervisningen, og de sagde det var en fantastisk undervisning, men ved ikke om det var noget de var blevet dikteret af læreren.

Den nærliggende by Nanyuki er en by med ca. 50,000 indbyggere, her bruger vi en del tid inde her er der mulighed for at gå på cafe, købe ind og komme på lidt hurtigere internet. Den internet cafe som vi benytter, koster det 4 kr. i timen så det er lige til at overskue. Vi benytter os også meget af en fransk cafe, som er mange gange dyrere end andre kenyanske cafeer men maden er helt i særklasse. Vi køber meget frugt, som vi spiser mellem måltiderne, frugt koster ingen ting. For 10 kr. kan du få 15 bananer, 10 passions frugter, 1 mango, 3 avokado og 1 hvidløg.

Vi har også haft en del med Massaier at gøre, en aften var de og danse for os, det er imponerende at se hvor højt de kan hoppe. Vi var også oppe ved en lokal Masai familie, hvor vi skulle hjælpe med at murre en mur i deres hytte. Vi bed mærke i at det kun var kvinderne som lavede noget, mændene stod bar og så på og snakkede. Så spurgte jeg en af mændene om hvorfor det kun var kvinderne der arbejdede, hvor efter han svare, at mændene jo selvfølgelig skal holde vagt! Så det var da en rollefordeling som jeg stærkt vil overveje at bringe med tilbage til Danmark.

I lørdags gik det så løs, vi skulle bestige Mt. Kenya. Vi startede med at slå et smut forbi Nanyuki, for at købe nogle kiks og energibar. Kl. 12 var vi så ved gaten(2600 m.) til bjerget, hvor vi fik pakket det sidste i vores rygsæk. Den første dag gik rimelig let og vi var ved første campen Old Moses(3300 m.) kl 16, en tur på 9,5km. Temperaturen var nu nede på ca 5 grader, og med en trope sovepose var et ikke nok til at holde varmen.
Næste morgen skulle vi vandre videre til næste Shipton (4200m) som var næste camp. Det var en tur på 14 km, og her blev terrænet noget mere kuperet. Den tynde luft begyndte også at påvirke folk, flere fik lidt højdesyge bl.a. i form af hovedpine og hvertrækningsproblemer. Turen tog ca 7 timer, så men var ret brugt da man kom frem.
Den aften gik vi i seng lige efter aftensmad ca kl 8, da vi skulle tidlig op næste morgen. Pga. kulden minus 8 grader (også inden for) og at der var en lille mus på vores værelse, så valgte 2 af pigerne at rykke op til mig i den dobbelte overkøje. Men med kulde, en seng man ikke kan ligge strakt i og 3 personer i en seng, medførte at da vækkeuret ringede kl 02.30, så havde jeg ikke lukket et øje. Vi fik et krus te og nogle kiks, for turens hårdeste etape, de sidste 4.5 km til toppen. Til de 4,5 km var der afsat 3 timer, det siger lidt om hvor stejlt det var. Det var kul sort da vi kom ud, heldigvis skulle vi tilbage til Shipton og have morgenmad så vi kunne lade vores rygsæk stå. Vi bevægede os af sted på én lang række med hver vores pandelygte.
Nu kunne man også mærke at man ikke havde vandrestøvler på, men kun et par løbesko, hvor der intet greb er sammenlinet med et par vandrestøvler.
Man kom helt ind i en form for trance, man så bare på fødderne på den person foran. Der var også flere som havde fået hovedpine som følge af højdesygen, jeg der i mod kunne ikke mærke noget til højden, men jeg havde været så heldig at få nogle mave problemer. Det er ikke sjovt at befinde sig på en klippeskråning i små 5000 m, og det eneste der fylder dit hoved er ”JEG SKAL BRUGE ET TORILET”, så er 3 timer lige pludselig utrolig lang tid. Først da vi var nær toppen og kunne se det begyndte at lysne i horisonten fik jeg tankerne flyttet.
Vi var helt oppe og køre da vi nåde toppen(5 km), man befandt sig nærmest i en form for rus, vi fik taget en masse billeder.
Men da vi havde ventet i ca 10 min, så så jeg noget af det mest imponerende, jeg nogensinde har set. Det var en helt fantastisk solopgang, helt ubeskriveligt. Da vi havde tilbragt ca 20-30 min på toppen, skulle vi bevæge os tilbage til campen Shipton. Det var lidt vildt at se det sted, hvor vi havde kravlet op få timer før. Men det var teknisk meget svarere at kravle ned end op, især med løbesko. Da vi kom til Shipton var vi stadig helt høje, jeg blev forenet med et toilet, hvilket jeg var meget glad for.
Efter at have indtaget morgenmad, skulle vi bevæge os helt tilbage til gaten, det vil sige en tur på 14km + 9,5km i kuperet terræn, og på daværende tidspunkt havde vi jo kravlede de 2 X 4,5km til toppen. De første 5 km gik fint folk var stadig lidt oppe og køre, så begyndte folk at blive trætte og 5 km før vi nåde Old Moses (det sted hvor vi skulle have vores frokost) bliver vi ramt af en kæmpe regnbyge. Alle blev fuldstændig gennemblødte, og det slog folk helt ned, nogle af pigerne kunne slet ikke overskue det mere.
Det sidste stykke gik smertefrit, og da vi kom ned blev vi hentet at en Matatu. Vi spiste på Daraja, og gik tidlig i seng. Den nat sov jeg så godt, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt.

Det var vores tur til Mt. Kenya, en mega fed og hård tur.